Hund bed ung mand som led i overfald - nu er én fængslet
30-årig mand fra Brabrand bliver fredag stillet for en dommer med krav om fængsling efter overfald i Risskov
En 21-årig mand blev bidt i begge ben af en hund, da han om aftenen 4. december blev overfaldet af en gruppe bag Shell-tanken på Grenåvej i Risskov. Nu har Østjyllands Politi anholdt en mand i sagen.
Det drejer sig om en 30-årig mand fra Brabrand, og han blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Den 30-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen.
Af hensyn til sagens efterforskning krævede anklagemyndigheden lukkede døre ved grundlovsforhøret. Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen.
Læs også
I døgnrapporten fra 4. december er overfaldet dog beskrevet i overordnede træk. Der står, at det fandt sted på et grønt område bag Shell-tanken.
Efter at den 21-årige var blevet bidt i benene af en hund, kørte gruppen af overfaldsmænd fra stedet i en mørk personbil med et hundebur.
Den 30-årige er sigtet efter straffelovens bestemmelse om grov vold.