Hummel melder bortvist direktør til bagmandspolitiet
Hummel anklager tidligere direktør Søren Schriver fra Aarhus for blandt andet bedrageri og mandatsvig
Den bortviste Hummel-direktør, Søren Schriver, er torsdag blevet meldt til bagmandspolitiet.
Det oplyser Christian Stadil, der ejer det Aarhus-baserede Hummel, til Finans.
Anmeldelsen er ifølge Finans otte sider lang.
Læs også
Stadil-familien anklager Schriver for at have overtrådt bestemmelser om returkommission, bedrageri og/eller mandatsvig.
Det er sket i forbindelse med en ejendom i Tyrkiet, som Hummels tyrkiske datterselskab stod over for at skulle leje sig ind i.
På et pressemøde 22. februar fremsatte Christian Stadil, der også er bestyrelsesformand i Hummel, voldsomme anklager mod den bortviste direktør.
Læs også
Her meddelte han, at man agtede at melde Schriver til politiet.
Ved pressemødet blev der blandt andet afspillet optagelser af samtaler mellem Hummels tyrkiske forretningspartner og Schriver, hvor lejeaftalen omtales.
Føler sig ført bag lyset
En tydeligt vred Christian Stadil forklarede bagefter, hvordan han føler sig ført bag lyset af en mand, han har arbejdet sammen med i 20 år.
Den nu tidligere direktør har dog allerede meddelt, at han planlægger at lægge sag an mod Hummel for "uretmæssig bortvisning med henblik på betaling af manglende løn og bonus jævnfør min kontrakt," har han skrevet i en mail til Børsen.
Schriver sagde i samme ombæring til Finans, at han forventer at blive renset fuldstændig for alle anklager.
Bagmandspolitiet bekræfter over for Finans, at man har modtaget en politianmeldelse.
- Nu vil vi gennemgå materialet og vurdere, om det giver anledning til at gå videre med sagen og tage de nødvendige skridt i den forbindelse. Men det er endnu for tidligt at sige noget om sagens indhold, siger fungerende politiinspektør Thomas Anderskov.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Christian Stadil.