Hoveder ruller efter tvangs-vask
Tvangsvask af ældre på lokalcenter i Trige får konsekvenser for ledelsen, oplyser Århus Kommune.
Sagen om tvangsvask af ældre på Lokalcenter Bjørnshøj i Trige får personalemæssige konsekvenser for dele af ledelsen på centret.
Det oplyser regionschef Mads Gammelmark fra Sundhed og Omsorg i Århus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tirsdag offentliggør Sundhed og Omsorg en redegørelse om sagen fra Trige. Foruden en undersøgelse af sagsforløbet rummer redegørelsen samtidig fem ledelsesmæssige handlinger, der skal iværksættes.
Det var tirsdag eftermiddag uklart, hvad disse 'ledelsesmæssige handlinger' nærmere handler om.
Over for Århus Stiftstidende nævner Mads Gammelmark muligheden for påtaler og afskedigelser, men han vil ikke uddybe, hvad der kommer til at ske.
Redegørelsen fra Sundhed og Omsorg rummer fire overordnede kritikpunkter af ledelsen:
- Utydelig faglig ledelse
- Manglende ledelsesmæssige opfølgning og dokumentation
- Manglende kommunikation og dialog mellem ledelse og medarbejdere
- Svigtende fokus på borgernes behov til fordel for arbejdstilrettelæggelsesmæssige behov
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i tirsdagens udsendelse klokken 19.30.