Hoteller nyder godt af EM
Når det regner på Herning, drypper det på..
Håndboldfesten i Herning giver gode gevinster også i nærliggende byer som Silkeborg.
F. eks nyder hotellerne i Silkeborg godt af håndbold-EM i Herning, fortæller DR Østjylland.
- Det her bliver rekord for hotellets 11 årige levetid i januar målt på belægning, siger salgs- og marketingsdirektør Jan Frandsen fra Radisson Blu på Papirfabrikken i Silkeborg.
Hotellet har nydt godt af, at hotellerne i Herning forlængst er booket op i forbindelse med EM i håndbold. Det har fået gæsterne til at søge længere væk for at finde et hotel blandt andet til Silkeborg.
- Vi har både haft det russiske landshold boende og en delegation af 44 håndboldtrænere, siger Jan Frandsen. Der har været langt flere gæster end forventet på grund af håndboldslutrunden. Men det tager jo også kun 20-25 minutter i bil herfra og til Boxen i Herning. Udenlandske rejsebureauer begyndte allerede at lave reservationer for et halvt år siden.
Højere omsætning
Det er ikke kun Radisson Blue, der har haft glæde af EM i Håndbold. Hotel Dania og Scandic Hotel melder om det samme.
- Vi har fået rigtig mange overnatninger på grund af EM. Det er vi rigtig glade for, siger hoteldirektør Birthe Jakobsen fra Scandic.
Samme melding kommer fra Hotel Gl. Skovridergård.
- Vi har en højere belægning, end vi normalt ville have i januar måned, og det er vi jo glade for, siger direktør Margit Coulthard fra Gl Skovridergård.
Hun tilføjer, at de også får ekstra almindelige gæster, fordi de andre hoteller er helt bookede og sender gæster til Gl Skovridergård.
- Vi har i øvrigt ofte fordel af store arrangementer i Herning. Ved EM i svømning havde vi tre af holdene boende. Fuldt hus i en uge er dejligt i december måned. Vi nød også godt at det store ridestævne i august. Der havde vi også fuldt hus, siger Margit Coulthard til DR Østjylland.
Større koncerter mærkes også i byerne omkring Herning.