Hotelbrand var påsat: 42-årig mand er fængslet

En 42-årig mand er anholdt og varetægtsfængslet for at have påsat en brand i kælderen på hotellet

Det var kort efter klokken 22, at branden opstod på Cabinn i Aarhus, der ligger i Kannikegade. Foto: Google Street View

Flere hundrede mennesker blev sent onsdag aften evakueret fra hotel Cabinn i Kannikegade i Aarhus, fordi der var brand i en container i hotellets kælder.

Nu viser det sig, at branden har været påsat. Østjyllands Politi har anholdt en 42-årig mand, som er sigtet for at sat i ild til containeren. Han blev anholdt natten til lørdag.

- Det er på baggrund af god, gedigen politiefterforskning, siger Bo Christensen, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Lørdag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

- Han er fængslet i surrogat på psykiatrisk hospital. Man har vurderet, at han er psykisk ustabil, siger Bo Christensen.

Læs også Landsholdet melder udsolgt til kampen mod Wales

Vagtchefen fortæller, at manden umiddelbart ikke har nogen forbindelse til hotellet i Kannikegade.

I forbindelse med branden blev alle gæster på hotellet evakueret i flere timer. Der var tyk, sort røg i bygningen.

Ingen personer kom til skade under branden.