Hotelboss: Mit værste mareridt

Trods storbrand forventer Hotel Randers at kunne åbne på mandag

00:46

Video: Marianne Kristensen

Foto: Facebook / TV2OJ

1 af 2

Trods torsdagens storbrand forventer Hotel Randers på mandag igen at kunne tage imod overnattende gæster.

Det historiske hotel i Randers Midtby blev tidligere torsdag ramt af en brand, der særligt gik ud over de øverste etager.

Branden er nu slukket, men brandvæsenet bliver dog på stedet aftenen ud.

Tilbage venter der et stort arbejde med at få genopbygget det hæderkronede kronjyske hotel i Torvegade.

- Det her er det værste mareridt for en hoteldirektør. To etager med værelser skal bygges op igen. Først skal der tag på. Derefter går arbejdet med alt det indvendige i gang, siger direktør for Hotel Randers Sven Eskildsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Hotel Randers i flammer

Sven Eskildsen ved endnu ikke, hvor lang tid det tager at genopbygge hotellet. I morgen, fredag, holder han møde med forsikringsselskabet, og derefter skal arbejdet med at genopføre hotellet gå i gang hurtigst muligt.

Fredag forventer Hotel Randers desuden at kunne åbne hotellets café for gæster. På mandag kan de første overnattende gæster formentlig rykke ind i de nederste etager.

- Det er vigtigt, at vi hurtigst muligt kommer i gang med driften igen, fastslår Sven Eskildsen.

Den randrusianske hoteldirektør glæder sig over, at der ikke er gået uerstatteligt inventar tabt i forbindelse med branden. De fire antikke hotelværelser med helt særlig møblering er intakte.

Se: Brand: Hotel stadig spærret af

Dermed forventer han, at hotellet kan bygges op som før - og at det bevarer sin oprindelige atmosfære.

Trods den uheldige situation glæder Sven Eskildsen sig over den sympati, han har modtaget fra byen og dens borgere.

- Masser er mennesker har skrevet sms'er og Facebook-beskeder eller er kommet herned for at give et kram. Det varmer rigtigt, rigtigt meget. Og det viser, hvor meget vi betyder for Randers. Jeg er meget rørt, siger han.

Se en video fra branden øverst i artiklen. Billedet af hoteldirektør Sven Eskildsen er fra Facebook.