Hotel-brand under kontrol
Politiet er i gang med at finde brandårsagen efter voldsom brand på Hotel Randers
Brandvæsnet har torsdag eftermiddag fået kontrol over branden på Hotel Randers i Randers Midtby.
Arbejdet med den såkaldte efterslukning fortsætter dog formentlig resten af dagen frem til i aften. Det oplyser Østjyllands Politi.
Indtil videre er der stadig spærret af omkring hotellet, der ligger i Torvegade i Randers Midtby. Politiet beder alle i området om at respektere afspærringerne.
Branden brød ud omkring kl. 11.30 torsdag formiddag. Alle hotellets gæster blev hurtigt evakueret, og ingen er kommet noget til ved branden.
Politiets brandteknikere skal nu i gang med at finde brandårsagen.
Det formodes, at branden er opstået i et linnedrum på hotellets 2. sal. hvorfra den har spredt sig til 3. sal og videre til tagkonstruktionen. Store dele af tagkonstruktionen er udbrændt.
Se: Hotel-brand: Luk vinduerne
Østjyllands Politi opfordrede tidligere torsdag alle i området om at søge væk fra røgen i området og at lukke vinduerne.
Har man fået det dårligt af røgen, bør man kontakte egen læge eller lægevagten, lyder opfordringen fra politiet kort før kl. 16.
Se en video fra branden øverst i artiklen.