Hospitalsmedarbejder bryder sammen: Besparelserne giver mig søvnløse nætter

Aarhus Universitetshospital står over store besparelser, og det påvirker i høj grad de ansatte på hospitalet, der frygter for mandagens fyringer.

01:49

VIDEO: Helle Månsson Bülow kunne ikke holde tårerne tilbage, da hun skulle fortælle, hvad besparelserne på Aarhus Universitetshospital betyder for hende.

Helle Månsson Bülow er servicemedarbejder på afdelingen for Ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital.

Sygehuset skal alene i år finde 325 millioner kroner, som de permanent kan skære i budgettet. Og det må siges at være noget, der påvirker servicemedarbejderen. På mandag begynder fyringerne nemlig.

Læs også Flere partier: Staten bør hjælpe med at betale hospitals store regning

- Det rører mig i den grad, at vi skal igennem de her besparelser, for på mandag er det røntgen og scanningen med 43 personer, og der er allerede 20, der er røget frivilligt. Hvem bliver mon de næste, siger Helle Månsson Bülow.

De 325 millioner kroner er en del af et større underskud på 1 milliard kroner.

Helle Månsson Bülow mødte lørdag Pernille Skipper (Ø). Her fik hun muligheden for at fortælle, hvad besparelserne kommet til at betyde for hospitalet.

Pernille Skipper (Enhl.) besøgte lørdag hospitalet, og med sig havde hun et løfte om, at hun med sit parti efter valget vil kæmpe for, at staten dækker 600 millioner af den ene milliard.

- Vi har et sundhedspersonale, som er så presset i forvejen efter årevis med forringelser og nedskæringer, og nu skal de løbe endnu hurtigere. Jeg er virkelig bekymret, når jeg hører sundhedspersonale fortælle, hvordan situationen er i dag, og så at få at vide, at de skal være endnu færre end de er i dag, siger Pernille Skipper til TV2 ØSTJYLLAND.

På mandag starter fyringerne på det nye supersygehus Aarhus Universitets Hospital. 43 stillinger bliver sparet væk på afdelingen for Røntgen og Skanning. Arkivfoto. Foto: Colourbox

Rammer personale og patienter

Helle Månsson Bülow er ikke i tvivl om, at besparelserne kommer til at ramme både personale og patienter på sygehuset.

Så da hun stødte ind i Enhedslistens politiske ordfører, måtte hun med en knækkende stemme lægge kortene på bordet.

Det rører mig i den grad, at vi skal igennem de her besparelser.

Helle Månsson Bülow, servicemedarbejder, Aarhus Universitetshospital

- Jeg kan godt se, hvordan det her kommer til at hænge sammen, for det kommer nemlig slet ikke til at hænge sammen, Pernille. Vi har siddet i alle personalegrupper og snakket om det her, siger servicemedarbejderen.

Hvis ikke staten vil være med til at dele regningen, kommer Region Midtjylland til at stå med den selv. Og det kommer ifølge dem selv til at kunne mærkes.

 

- Hvis staten ikke vil hjælpe, så er der kun et sted at hente pengene, og det er på driften. Det vil give dårligere behandling, ventetider, og måske vil der være behandling, som vi ikke kan tilbyde patienterne i fremtiden. Så kommer patienterne til at rejse andre steder hen i landet for at modtage behandling, siger Anders Kühnau (S), der er formand for Region Midtjylland.

Pernille Skipper er politisk ordfører for Enhedslisten. Hun mener, at Folketinget skal tage ansvaret for Aarhus Universitetshospitals milliardregning. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Selvom Helle Månsson Bülow på længere sigt er bekymret på patienternes vegne, så er det lige nu mandag, hun gruer for. Der begynder fyringerne nemlig.

Læs også Så starter fyringerne på AUH: 43 stillinger nedlægges

- Jeg er 58, og jeg kan først gå, når jeg er 64. Hvis jeg får prikket, så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal, siger hun.