Hospitalskøkken går all in i kampen mod madspild

Det gælder om at skrabe gryderne og koge fond af dyreben i køkkenet på Randers Regionshospital.

01:48

VIDEO: Køkkenpersonalet på Randers Regionshospital har blandt andet været på kursus for at lære at mindske madspild.

Hvert år bliver der ifølge Miljøstyrelsen smidt 60.000 tons mad i skraldespanden i danske storkøkkener og restauranter.

Det tal arbejder køkkenpersonalet på Randers Regionshospital ihærdigt for at mindske. 

Læs også Se video: Nu kan du prøve Danmarks højeste frit-fald

Køkkenet laver dagligt mad til 750 spisende, og medarbejderne sætter nu massivt ind på at bekæmpe madspild.

Det handler om at sætte fokus på metoder, der hjælper med at udnytte råvarerne fuldt ud, lyder det fra cheføkonoma på Randers Regionshospital, Mona Carøe.

- Vi gør os meget umage med at anvende hele råvaren. Når vores slagter får hele dyr ind, bruger vi benene fra dyrene til at koge fond af, og når vi får ting i vores grøntsagsafdeling, genanvender vi det hele der, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Nu tør læger fortælle forældre det, ingen forældre vil høre

Win-win

For hospitalsdirektør for Randers Regionshospital, Jonas Dahl, er det en win-win situation. 

- Det betyder noget på bundlinjen, og det betyder, at vi køber knap så mange råvarer hjem, som vi gjorde tidligere siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Men det betyder også noget for medarbejdertilfredsheden. Jeg tror ikke, der er nogle medarbejdere, der har lyst til at stå og lave noget mad, som de skal smide ud senere på dagen.

Læs også Valgplakater har givet masser af bøvl - i dag skal de være væk

Det øgede fokus på madspild betyder blandt andet, at køkkenpersonalet har været på kursus i at planlægge bedre.

- Det er som inspiration, så vi får alle medarbejder med i at tænke den her tankegang, at vi skal have fokus på madspild og bruge hele råvaren, siger cheføkonoma Mona Carøe til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis det står hende, må fokusset på madspild gerne vinde stort indpas også udenfor storkøkkenets døre.

- Jeg håber, at der kommer rigtig meget fokus på det i vores samfund også hjemme i det private, hvor vi får genanvendt ting, lyder det fra Mona Carøe.

Læs også Skole udvikler ny hjælp til elever med eksamensangst