Hospitals-direktør forlader sin post øjeblikkeligt

Aarhus Universitetshospital skal have ny direktør, efter Gert Sørensen torsdag fratrådte sin stilling øjeblikkeligt. Direktør afviser dramatik

Det er gået stærkt, meget stærkt.

Torsdag stoppede Gert Sørensen som hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital med øjeblikkelig virkning. Fredag morgen er det stadig Gert Sørensens ansigt og kontaktoplysninger, man møder på sygehusets hjemmeside, når man skal finde topledelsen.

Region Midtjylland oplyser i en pressemeddelelse, at Gert Sørensen "fratræder sin stilling efter gensidig aftale med Region Midtjylland".  

- Region Midtjylland har ønsket en anden profil til den fremadrettede ledelse af Aarhus Universitetshospital, og det er derfor aftalt, at hospitalsdirektør Gert Sørensen fratræder sin stilling 12. januar 2017, skriver regionen.

Læs også Dårligt arbejdsmiljø koster hospital 32 hak i tuden

Stillingen vil blive slået op, og frem til ansættelsen af en ny hospitalsdirektør vil koncerndirektør Ole Thomsen pr. 18. januar 2017 udtræde af direktionen og midlertidigt fungere som hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital.

- Der er tale om en midlertidig organisering frem til 1. april eller 1. maj 2017, afhængigt af ansættelsestidspunkt for ny direktør. Ole Thomsen vil være formand for bedømmelsesudvalget vedr. den nye hospitalsdirektør og er dermed ikke ansøger til stillingen, oplyser regionen. 

Aarhus Universitetshospital var i vælten i december, hvor det kom frem, at arbejdsmiljøet er så presset, at Arbejdstilsynet på daværende tidspunkt havde givet de forskellige afdelinger i alt 32 påbud i 2016.

Hospitalsdirektør Gert Sørensen erkendte problemerne.   

- Vi tager det meget alvorligt. Det er klart, at det er uholdbart, sagde han til TV 2 I ØSTJYLLAND i december.

Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland, har ingen kommentar til sagen. Han henviser til regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen.

Han nedtoner det forhold, at Gert Sørensen fratrådte øjeblikkeligt:

- Det, mener jeg ikke, man skal lægge større dramatik i, siger Jacob Stengaard Madsen til tv2oj.dk.

Har Gert Sørensens afgang noget med de 32 påbud fra Arbejdstilsynet at gøre?

- Det har jeg ingen kommentar til, siger Jacob Stengaard Madsen.

TV 2 I ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Gert Sørensen.