Hospital invaderet af duer: Nu bliver de skudt
Regionshospitalet i Randers er plaget af duer - nu bliver de reguleret.
De bliver kaldt luftens rotter og holder til både i skov og by.
Nu har duerne så også indtaget Regionshospitalet i Randers, og det i så høj grad, at medarbejderne er gået i gang med at regulere bestanden.
- Jeg er på jagt efter tamduer, som er flyttet ind i vores ventilationsanlæg her på hospitalet og giver nogle store hygiejniske problemer, siger Aksel Sørensen fra teknisk afdeling på Regionshospitalet Randers.
Læs også
Han er en af de udvalgte medarbejdere, der iklædt gul vest og riffel, har fået lov at skyde duerne.
Duelort kan nemlig indeholde en række sygdomme, og udgør derfor et helbredsmæssigt problem på hospitalet. Derfor besluttede hospitalet i samarbejde med politiet, at der skulle gøres noget ved problemet.
Bekæmpelsen af duerne startede i sidste uge, hvor der var omkring 50 duer ved hospitalet. Nu er der kun fire tilbage, så Aksel Sørensen er optimistisk.
- Inden ugen er omme, har jeg fået has på de sidste, siger han.
Kan ødelægge murværk
Duelorten giver ikke kun hygiejneproblemer, men kan også gå udover selve hospitalsbygningen.
- Deres ekstrementer er syreholdige og angriber metal og murværk, når de ligger i store mængder, siger Aksel Sørensen
Læs også
Og det gælder om at få has på alle duerne på én gang. Dueunger er nemlig stationære og vender tilbage til det sted, de er født.
- De yngler og ungerne bliver stationære og bliver også på stedet. Så hvis vi skal have dem væk, er vi nødt til at fjerne dem fuldstændig, siger Aksel Sørensen.