Hospicer udvider: Flere kan nu få behandling i Østjylland

Flere dødssyge patienter i Østjylland får nu mulighed for at få behandling på et hospice med kort afstand til de pårørende. Arkivfoto. Foto: Simon Skipper - Scanpix

Fire nye hospicepladser bliver oprettet i Østjylland, så flere dødssyge patienter får mulighed for behandling tæt på familie og venner

En plads på hospice tæt på familie og nære venner er i høj kurs hos patienter, der har kort tid tilbage at leve i. Især i Aarhus Kommune og Horsens Kommune er der meget lange udsigter til en sådan plads, og det har regeringen og satspuljepartierne nu fået øjnene op for. 

Der bliver oprettet i alt fire nye hospicepladser i Østjylland, hvoraf to pladser går til Hospice Søholm i Viby og den anden halvdel til Gudenåen Hospice i Brædstrup. 

Læs også Hospice må afvise døende selv om flere stuer står tomme

- Det er vigtigt, at vi kan tilbyde den rigtige palliative behandling til dødssyge patienter. Hertil hører, at pladsen på et hospice ikke befinder sig alt for langt væk, så patienten kan holde kontakten til sin familie og venner i den tid, der er tilbage, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i en pressemeddelelse. 

Løser ikke alt

Selvom de nye pladser vil betyde, at flere østjyske patienter, der er døden nær, vil have mulighed for at få behandling på et hospice nær de pårørende, vil der ifølge sundhedsministeren stadig være nogle, hvis ønsker ikke bliver indfriet. 

Der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for de patienter, som får mulighed for at flytte ind tæt på deres eget hjem.

Ellen Trane Nørby, sundhedsminister

- Vi løser ikke alle behov med seks nye pladser, men der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for de patienter, som får mulighed for at flytte ind tæt på deres eget hjem, siger Ellen Trane Nørby. 

Hun fremhæver, at der i Brædstrup er langt til det næste hospice. Men når Gudenåen Hospice bliver udvidet, bliver transportudfordringen lettet for lidt flere. 

Læs også Sarah mistede sin far: Døden er et tabu, og det giver ikke mening

Der er afsat fem millioner kroner årligt i perioden 2017-2020 til etablering og drift af pladserne, der skal være klar den 1. januar 2018. 

Udover de fire pladser i Østjylland, bliver der oprettet to pladser på Hospice Søndergaard i Ballerup Kommune.

Hospicepladser i Danmark

252 hospicepladser i alt: 

70 i Region Hovedstaden
59 i Region Midtjylland
21 i Region Nordjylland
42 i Region Sjælland
60 i Region Sydjylland

 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig