Hospice sender hver fjerde hjem i live

Døden kan udskydes, hvis livsmodet vender tilbage, mener man på Hospice Djursland i Rønde.

Normalt forbinder man et hospice med endestationen i livet. Men helt op til 25 procent af beboerne på landets hospicer bliver sendt hjem eller på plejehjem, fordi de får det bedre under
opholdet.

Det viser en rundringning, 24timer har foretaget til 11 ud af de 13 hospicer, der findes i Danmark.

For at få en plads på et hospice skal man henvises af sin læge eller et hospital, og man skal være uhelbredeligt syg. Men døden kan altså udskydes, så der er tid til afsked og tryghed.

- På hospice er den ro, som gør, at patienten kan få afklaret nogle ting. Mange er bange og utrygge, når de kommer herind. De er trætte og spiser ikke ret meget. Vi kan være med til at bryde den cirkel, så livsmodet kommer tilbage, og nogle kan klare at leve lidt længere, siger Dorit Simonsen, chef på Hospice Djursland i Rønde til avisen.