Horsens vandt lokalopgør

Reservespækket Horsens-hold besejrede Odder

Foto: Allan Baden

Horsens varmede mandag op til den kommende forårssæson i 1. division ved at besejre Odder i et lokalopgør.

Kampen mellem de to østjyske fodboldklubber endte med en smal Horsens-sejr på 1-0.

Det enlige mål blev sat ind af offensivspilleren André Bjerregaard i 1. halvleg.

AC Horsens stillede op til kampen uden en række af de sædvanlige stamspillere. Det betød til gengæld, at cheftræner Bo Henriksen fik testet sin bænk.

AC Horsens indleder forårssæsonen søndag den 15. marts, når østjyderne på hjemmebane tager imod FC Roskilde. Bo Henriksens tropper overvintrer på femtepladsen i 1. division.

Odder ligger på sjettepladsen i 2. division vest. Tidligere på året mødte Odder et andet østjysk hold, AGF, i en træningskamp. Dette opgør endte også med et 0-1-nederlag.