Horsens-træner: Vi har ingen intentioner om at underholde
Det er for Horsens-træner Bo Henriksen ligegyldigt, om hans hold spiller flot - bare nullet bliver holdt
Horsens var presset tilbage i lange perioder af opgøret, da OB fredag aften var på besøg på Casa Arena i Horsens.
Men de gulblusede fik 0-0, og derfor holder østjyderne sig på den vigtige andenplads i pulje 1 i Alka Superligaens kvalifikationsspil.
Det var dog ikke sprudlende fodbold, der blev vist fra Horsens-holdet, men det var klubbens cheftræner, Bo Henriksen, fuldstændig ligeglad med.
- Vores udtryk var fremragende. Vores defensive koncept og vores taktiske indstilling og plan blev fulgt til punkt og prikke, siger Bo Henriksen.
- Gutterne viste masser af energi og vilje til at gå ind i duellerne og havde modet til at spille.
Bo Henriksen slår fast, at han overhovedet ikke går op i, om folk på lægterne eller hjemme foran fjernsynet får poleret fodbold at se.
- Jeg har ingen intentioner om at underholde nogen. Det eneste, der betyder noget, er, at vi skal sandsynliggøre en sejr. Jeg skal sørge for, at der ikke er nogen, der scorer mod os, og i dag leverede vi et fremragende stykke defensivt arbejde, siger Bo Henriksen.
Stadig uden sejr
Fredagens opgør var det sjette på stribe, hvor Horsens ikke formåede at snuppe alle tre point. Horsens-træneren ser dog klar fremgang.
Læs også
- Det vigtigste er, at vi igen ligner et fodboldhold, og det er en god start. Jeg kan godt leve med, at vi spiller 0-0. Vi vil da gerne vinde, og jeg synes også, vi havde mange halve muligheder, men vi manglede den sidste skarphed, siger han og tilføjer:
- Det vigtigste er, at vi fra nu af præsterer som mod OB, for så ligner vi det hold, der kun tabte tre kampe i løbet af de første 14 runder.