Horsens-træner: Det bliver tæt
To tætte kampe venter i Europa League
Der venter AC Horsens to tætte kampe, når holdet den 2. august træder ind i tredje kvalifikationsrunde til Europa League.
Det siger Horsens-træner Johnny Mølby, efter at det står klart, at østjydernes modstander bliver enten Dacia Chisinau fra Moldova eller IF Elfsborg fra Sverige. Moldoverne vandt den første kamp mellem de to hold med 1-0 torsdag aften.
- Det moldoviske hold kender jeg ikke meget til, til gengæld kender vi en del af spillerne fra Elfsborg, fordi der er mange, der har spillet i Danmark, blandt andre Andreas Augustsson, som har spillet her i klubben.
- Umiddelbart vil jeg mene, vi ligger ret lige rent styrkemæssigt med den svenske klub, så der er ingen tvivl om, at der venter to tætte kampe, uanset hvem modstanderen bliver, siger Johnny Mølby.
Slap for at møde storklubben Inter
Med fredagens lodtrækning slap de danske pokalfinalister for at møde den italienske storklub Inter, som var en af de mulige modstandere.
- Det har jeg det lidt blandet med. Det ville have været en kæmpekamp og en kæmpeoplevelse for spillerne at møde dem, men chancerne for at gå videre er alt andet lige større mod Chisinau eller Elfsborg, siger Johnny Mølby.
Han mener, at når man ser bort fra FC København, er danske og svenske hold stort set lige stærke.
- Elfsborg ligger nummer et i Sverige og er dermed måske Sveriges bedste hold lige nu. Vi er ikke Danmarks bedste hold, så det bliver utvivlsomt svært, hvis det skulle blive dem.
- Det overrasker mig faktisk lidt, at Elfsborg tabte den første kamp i Moldova, siger Johnny Mølby.
Tredje kvalifikationsrunde spilles den 2. og 9. august.