Horsens spurgte om lov til omdiskuteret målsparkstrick
AC Horsens havde fået lov af kampens dommer, Anders Poulsen, til at udføre et særligt målspark.
AC Horsens vandt søndag 2-1 over Brøndby på Brøndby Stadion, og undervejs fik gæsterne hjemmetilskuerne op i det røde felt.
Det skete gentagne gange, da Horsens-målmand Michael Lansing på holdets målspark tippede bolden op til sin forsvarer Sivert Heltne Nilsen, der kunne heade bolden tilbage i favnen på målmanden.
Et trick, som har været diskuteret og genstand for stor forvirring i den forgangne uge, og derfor spurgte Horsens-lejren om lov til at gøre det inden kampen.
Det fortæller Horsens-træner Bo Henriksen.
- Vi fik en mail i onsdags eller torsdags, hvor vi fik at vide, hvad vi må, og det er ikke os, der laver reglerne, siger Horsens-træneren og fortsætter:
- Vi spiller efter de regler, vi har, og vi spurgte dommeren (Anders Poulsen, red.) inden kampen, om vi måtte, for det var sådan, vi fortolkede det.
- Det var helt efter reglerne, sagde han.
Gav Horsens en fordel
Bo Henriksen fortæller, at Horsens blandt andet trænede målsparkene til lørdagens træning, og ifølge Sivert Heltne Nilsen gav det Horsens en fordel.
- Vi lavede det, fordi det gav os nogle ekstra meter i opspillet - måske 10 til 15 mere, end vi normalt får.
I Brøndby-lejren er cheftræner Niels Frederiksen ikke lutter optimistisk omkring finten.
- Det er ikke noget, jeg bryder mig om, men det er en del af reglerne, og det må vi acceptere.
Niels Frederiksen var ej heller tilfreds med måden, som Brøndby spillede på i søndagens nederlag.
- Det var en svag Brøndby-præstation. Noget af det, der har kendetegnet vores gode præstationer, har været et højt energiniveau, og vi har været aggressive i det, vi har lavet. Det synes jeg ikke, vi var i tilstrækkelig grad i dag.
- Det bliver selvfølgelig også en svær kamp, fordi Horsens forsvarer sig relativt godt og står lavt.
Bo Henriksen var anderledes tilfreds, og han mente, at sejren til Horsens var fortjent.