Horsens slog Viborg men er et skridt nærmere nedrykning

En 1-0-sejr tirsdag aften var ikke nok for AC Horsens i returopgøret mod Viborg FF

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Foto: Claus Fisker - Scanpix

1 af 3

AC Horsens slog hjemme foran 1.441 tilskuere Viborg FF med 1-0 i det andet opgør mellem de to klubber i nedrykningsplayoff-kampen i Superligaen.

Da Viborg havde vundet den første kamp med 3-0, var det dog nok til at vinde samlet, og AC Horsens er dermed et skridt nærmere en mulig nedrykning til 1. division.

For Horsens betyder nederlaget, at holdet skal møde taberen af AGF og Esbjerg i næste runde, hvorfra taberen rykker ud af Superligaen, mens vinderen møder nummer to fra 1. division i playoffkampe.

Læs også Silkeborg IF sejrede forgæves over OB

Viborg startede tirsdagens kamp aldeles usikkert, hvor spillerne virkede nervøse, så Horsens derfor flere gange kom tæt på et tidligt mål. 

Kort før den halve time kom hjemmeholdet foran, da kantspilleren Peter Nymann tæt under mål kunne heade bolden i nettet.

To gange tæt på 2-0

Få minutter før pausen var det to gange tæt på 2-0, da Mikkel Qvist headede bolden på overliggeren, mens Lasse Kryger i halvlegens overtid sparkede tæt forbi mål.

Horsens fortsatte dominansen i anden halvleg og kom efter få minutter igen tæt på en scoring efter et hjørnespark.

Viborg havde svært ved at få gang i spillet, men formåede at holde Horsens fra den scoring, som for alvor ville bringe spænding tilbage i kampen.

Viborgs og AC Horsens' kommende modstandere, AGF og Esbjerg, mødes onsdag i Aarhus. Første opgør mellem de to hold endte 0-0.

AC Horsens-Viborg 1-0 (1-0)

1-0 Peter Nymann (28. minut)
Tilskuere: 1.441