Horsens skal på jagt efter ny kommunal-direktør
Niels Aalund, Horsens' kommunaldirektør gennem 10 år, forlader sin post for at blive ny udviklingsdirektør
Horsens Kommune skal have ny kommunaldirektør.
Niels Aalund forlader den kommunale toppost, som han har haft siden 2007, for i stedet at blive udviklingsdirektør.
- Det har været helt fantastisk at være kommunaldirektør i Horsens Kommune, som jo er inde i en helt utrolig udvikling. Vi har i de seneste år høstet frugterne af mange års formidabel indsats fra hele samfundet Horsens Kommune, siger Niels Aalund i en pressemeddelelse og tilføjer:
Læs også
- Men jeg er også helt opmærksom på, at man om et år eller to – eller endda før – vil begynde at diskutere, om der er brug for fornyelse på min post, og det ligger mig meget på sinde, at Horsens Kommune ikke kommer til at opleve en ”død” periode på grund af mig.
Storstilet plan
Som udviklingsdirektør får han ansvaret for realiseringen af den såkaldte Campusrokade.
Målet med rokaden er blandt andet, at administrationen på det nuværende Horsens Rådhus samt jobcentret – i alt ca. 1000 medarbejdere – flytter ind i bygninger på Chr. M. Østergaardsvej.
I samme åndedrag flytter forskellige lokale uddannelsesinstitutioner ind i et nyopført campus på den tidligere slagterigrund ved Horsens Banegård.
- Samtidig skal vi forberede etableringen af et oplevelses- og butikscenter i og omkring det nuværende rådhus. Og her er det jo også planen, at Horsens Kommune skal bidrage med et bibliotek, et borgerservicecenter og eventuelt andre beslægtede aktiviteter, siger Niels Aalund.
Han får i en periode på tre-fire år titel af udviklingsdirektør – indtil opgaven er løst.
Læs også
Borgmester Peter Sørensen (S) siger i pressemeddelelsen, at han har stor respekt for Niels Aalunds beslutning om at stoppe.
- Niels Aalund har ydet en fantastisk indsats som kommunaldirektør i godt og vel 10 år. Han har været i spidsen for en stor organisation i en periode, hvor Horsens Kommune har været igennem en enorm forvandling med masser af vækst, dynamik og udvikling.