Horsens sælger forsvarsspiller
Frederik Helstrup fortsætter karrieren i svensk fodbold
Efter et succesfuldt lejeophold har den svenske klub Helsingborg valgt at købe Frederik Helstrup fri af hans kontrakt i AC Horsens.
I marts udlejede AC Horsens den 22-årige forsvarsspiller til Helsingborg - blandt andet fordi han ikke havde formået at blive fast mand hos østjyderne.
I Sverige har Frederik Helstrup dog haft mere succes end i Horsens. Helsingborg har derfor købt ham fri og skrevet en kontrakt, der løber frem til 2017.
Se: Helstrup udlejes til Sverige
- Helstrup havde ikke udsigt til at blive fast mand i AC Horsens, og derfor blev vi enige om, at en lejeaftale henover sommeren var det rigtige. Frederik har gjort det godt for Helsingborg IF og spillet fast for svenskerne, og derfor har vi nu sagt ja til at sælge Helstrup til Helsingborg IF, siger Horsens-cheftræner Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Helsingborg ligger på syvendepladsen i den svenske liga, Allsvenskan.