AC Horsens' ti mand smed føring mod Lyngby

Trods en mand i undertal kom Horsens foran mod Lyngby. Føringen holdt dog ikke hjem.

AC Horsens tabte søndag til Lyngby. Opgøret endte 2-1 til københavnerne. Foto: Claus Bech - Ritzau Scanpix

Lyngby tog søndag eftermiddag en uhyre vigtig sejr i Superligaen, da holdet på hjemmebane vandt 2-1 over AC Horsens, som spillede i undertal i 74 minutter af kampen.

Gæsterne virkede ellers mest oplagte og kom også foran på et kanonmål i undertal.

Til sidst slap kræfterne dog op, og Lyngby kunne efter en svag kamp prise sig lykkelig over, at angriberen André Riel åbnede sin målkonto for klubben.

Læs også AC Horsens-træner: Vigtigt at danskere får spilletid

Han sørgede med to scoringer for at vende opgøret, og sejren betyder, at Lyngby på niendepladsen har en afstand på fem point til søndagens modstander, der er nummer 11, i den tætte bundkamp i Superligaen.

Kampen fik en eksplosiv indledning, da AC Horsens-keeper Michael Lansing efter et kvarter endte på mellemhånd og kom alt for sent i sit indgreb mod André Riel.

Lansing fik direkte rødt, og dermed måtte Horsens-træner Bo Henriksen foretage sin anden udskiftning i kampen, da angriberen Nicolai Brock-Madsen kort forinden havde pådraget sig en skade.

AC Horsens' Alexander Ludwig i en duel med Rezan Corlu fra Lyngby. Foto: Claus Bech - Ritzau Scanpix

Kom uventet i front

På trods af undertallet kom Horsens uventet i front efter 25 minutter ved kantspilleren Louka Prip, der førte bolden fremad og fra en umulig position bragede han på kassen med venstrebenet.

Kuglen knækkede indefra og helt ud i målhjørnet, hvor Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen blot kunne se til, at Horsens røg på 1-0 - en føring som på grund af en svag Lyngby-offensiv holdt til pausen.

Lyngby-træner Christian Nielsen benyttede turen i omklædningsrummet til at foretage to offensive indskiftninger, der skulle bidrage i det intensiverende Lyngby-overtag i anden halvleg.

Horsens blev presset langt ned i eget felt, og det blev dyrt efter 69 minutter. Lyngby fik et frispark på kanten af feltet, som Riel placerede flot i det nærmeste hjørne til en fortjent udligning.

Målet var Riels første i Lyngby-trøjen, og kun syv minutter senere kom han igen på tavlen, da han fik bolden foran mål og uden gener kunne sparke Lyngby på 2-1.

Til slut var Horsens centimeter fra at udligne, men Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen afviste en flugter fra tæt hold.

VIDEO: Hvordan scouter en superligaklub de helt rigtige spillere? Få svaret i videoen nedenfor:

Sådan scouter en Superliga klub | Randers FC | Skipperligaen