Horsens-profil om kontraktudløb: Vi skal nok finde hinanden
Lasse Kryger jubler over klubbens overlevelse. Når festen er ude af blodet, vil han begynde at snakke fremtid med Bo Henriksen
I de afgørende kampe mod Viborg og Esbjerg viste Lasse Kryger sig som en af redningsmændende fra AC Horsens, da han både leverede assists og et enkelt mål.
Krygers kontrakt udløber til sommer. Og nu hvor klubbens fremtid er på plads det næste år, går der ikke længe, før han skal snakke kontrakt med manager Bo Henriksen.
Læs også
- Det må vi jo til at se på nu. Nu har vi en fest i dag, som vi skal have overstået. Vi skal nyde det her i fulde drag og så må vi sætte os og snakke sammen bagefter, forklarer Lasse Kryger.
Den 34-årige offensivprofil kunne dog godt forestille sig, at fremtiden ligger i Horsens.
- Jeg tror nu nok, vi skal finde hinanden. Jeg tror ikke, det var ikke baseret på det her.
Skal på overarbejde
En lang række Horsens-spillere har kontraktudløb til sommer.
Det er allerede meldt ud, at Jonas Gemmer, Nicklas Dannevang og Martin Albrechtsen ikke fortsætter i det østjyske, men udover Lasse Kryger er det fortsat uvist om spillere som Frederik Møller, Mikkel Jespersen og Conor O'Brien spiller i de gule farver næste sæson.
Derfor går manager Bo Henriksen ikke ligefrem på ferie sammen med resten af truppen.
- Jeg forventer, at vi kommer til at arbejde omkring 100-120 timer om ugen. Det er den forventning, jeg har, og ferie det må vi holde, når vi bliver gamle.
- Selvfølgelig er der gjort nogle tanker. Men lige nu har vi fokus på at hygge os, og så må vi i morgen kigge på, hvad der skal ske, for selvfølgelig kommer der til at ske en masse, lød det efter Vendsyssel-kampen fra Horsens-bossen.
Et umenneskeligt pres
Med overlevelsen blev et kæmpe åg løftet fra skuldrene af spillere og trænere i AC Horsens, og fra Lasse Kryger lyder det, at presset på truppen har været enorm på det seneste.
- Jeg er sindssygt stolt af den måde, vi har håndteret alt det her på. Det er et umenneskeligt pres at spille om nedrykning. Det er det største pres, du kan komme til, siger Lasse Kryger, inden han fortsætter.
- Den følelse af at folks job er på spil, hvis man rykker ned. Det er forfærdeligt at tænke over, men vi har formået at skubbe det væk og gøre vores bedste. Og nu står vi her og har overlevet, og det er fantastisk.
AC Horsens kan nu holde ferie indtil slutningen af måneden, hvor træningen frem mod den nye sæson går i gang.
Se interviewet med Lasse Kryger i videoen øverst i artiklen.