Horsens-nedtur på Fyn - taber stort til OB

Unge Mads Frøkjær både scorede og assisterede, da OB søndag besejrede AC Horsens med 3-0 i Superligaen.

Horsens var ikke uden muligheder i kampen. Alligevel endte det med et klart østjysk nederlag. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Mads Frøkjær stjal rampelyset, da han søndag scorede sit første mål for OB, der på eget græs slog AC Horsens med 3-0 i Superligaen.

Den 20-årige midtbanespiller, der også havde næstsidste fod på et mål mod Horsens, fik i sidste weekend sin første startplads, da OB hentede en flot udesejr på 1-0 over FC Midtjylland.

Søndag fulgte fynboerne op på de gode takter, og holdet går derfor på landskampspause på en foreløbig fjerdeplads i Superligaen.

Læs også Sent sejrsmål sender Horsens videre i pokalturneringen

Horsens ligger tredjesidst med 11 point efter 12 kampe.

Fra første fløjt var OB meget på bolden, og det gav pote efter 11 minutter, hvor Mads Frøkjær var først over en returbold og sparkede værterne på 1-0.

Efter målet overlod OB initiativet til Horsens, der kom bedre med i kampen og skabte et par muligheder.

Tæt på var det efter 29 minutter, hvor en ellers ufarlig tilbagelægning trillede under foden på OB-keeper Oliver Christensen og havde kurs mod målet, men han nåede tilbage og slap med skrækken.

Horsens-cheftræner Bo Henriksen var næppe tilfreds med det, han så fra sidelinjen i Odense. Foto: Claus Fisker - Ritzau / Scanpix

Horsens tog taktstokken

OB kom på 2-0 i det 39. minut, da Mads Frøkjær fandt Sander Svendsen med en hælaflevering, og så vendte nordmanden i feltet og sikrede hjemmeholdet en tomålsføring ved pausen.

Horsens kom bedst ud til anden halvleg og tog taktstokken.

OB lurede på omstillinger, og det gav Sander Svendsen en friløber efter 63 minutter, men han afsluttede lige på Horsens-målmand Michael Lansing.

Momenter senere blev OB-stopperen Ramon Leeuwin udvist efter en hård duel med Nicolai Brock-Madsen, men Horsens fik aldrig udnyttet overtallet trods en række gode muligheder.

I stedet kunne indskiftede Anders K. Jacobsen tre minutter før tid lukke og slukke med målet til 3-0.

Efter den forestående landskampspause venter der OB en udekamp mod AaB, mens Horsens tager imod Hobro.

VIDEO: Hvordan scouter en superligaklub som Randers FC de helt rigtige spillere? Få svaret i videoen nedenfor:

Sådan scouter en Superliga klub | Randers FC | Skipperligaen