Horsens leverer comeback og sejrer i årets sidste kamp

Sønderjyske var foran ved pausen i udekampen mod AC Horsens, men østjyderne vendte slaget og vandt 2-1

AC Horsens' Jonas Thorsen jubler over sin scoring til 2-1. Foto: Henning Bagger - Scanpix

AC Horsens-cheftræner Bo Henriksen kan gå tilfreds på juleferie efter 2-1-sejren i efterårets sidste spillerunde. Foto: Henning Bagger - Scanpix

AC Horsens. Simon Okosun kæmper om bolden med Sønderjyskes Kees Luijckx. Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 3

Massevis af skader og en slidt trup var ingen undskyldning for AC Horsens, der fredag lukkede Alka Superliga-året med en hjemmesejr på 2-1 over Sønderjyske.

Det var ellers gæsterne, der gik til pause med en føring, men et fremragende solomål af Oliver Drost samt et hovedstød af Jonas Thorsen, sikrede Horsens-sejren.

AC Horsens' Bjarke Jacobsen i en duel med Sønderjyskes Niki Zimling. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Horsens' første ligasejr siden 29. september betyder, at holdet rykker helt op på Superligaens femteplads, mens Sønderjyske er så godt som sikre på at overvintre som nummer ni.

AC Horsens-Sønderjyske 2-1 (0-1)

0-1 Troels Kløve (13. minut)
1-1 Oliver Drost (52. minut)
2-1 Jonas Thorsen (76. minut)

Gult kort: Stefan Gartenmann, Sønderjyske (45.), Delphin Tshiembe, AC Horsens (81.), Kees Luijckx, Sønderjyske (81.), Bjarke Jacobsen, AC Horsens (85.) og Jesse Joronen, AC Horsens (90.).

Tilskuere: 1.783

Sønderjyske har ellers de senere uger vist langt bedre spil end tidligere i sæsonen, og de kom da også til Horsens med ni point i de foregående fire kampe.

Sejr trods mange skader

Horsens kom ind til opgøret med en stærkt decimeret trup, hvor cheftræner Bo Henriksen blandt andet måtte se bort fra forsvarsklippen Bubacarr Sanneh, alsidige Mathias Nielsen samt Hallur Hansson og Joseph Mensah.

Det var da også sønderjyderne, der tidligt kom i front, da Troels Kløve udnyttede et indlæg, som Horsens-spillerne slet ikke var opmærksomme på.

Gæsterne fra Sønderjyske bragte sig foran efter 13 minutters spil. Målscorer var Troels Kløve, der tidligere har spillet for netop AC Horsens. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Horsens satsede som altid meget på dødbolde og indkast, og Delphin Tshiembe var da også tæt på at udligne efter et langt indkast, men på stregen reddede backen Jeppe Simonsen.

Lejesvenden Oliver Drost, der i første halvleg kom ind for skadede Kjartan Finnbogason, tog kort efter pausen sagen i egen hånd.

På egen banehalvdel rundede han Kees Luijckx, og så satte han ellers kurs direkte mod mål. Ingen gik til Drost, der fladt sendte udligningen i kassen efter en løbetur på godt 60 meter.

Comebacket blev fuldendt med et kvarter igen, og denne gang var det på en Horsens-specialitet. Et hjørnespark blev forlænget til bageste stolpe, hvor Jonas Thorsen stangede sejren i hus for hjemmeholdet.