Horsens-lejr er frustreret over afgørende kendelse

Det var fjerdedommeren, der dømte straffespark til Silkeborg, og det undrer de sig over i Horsens

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Et straffespark blev afgørende, da Silkeborg på hjemmebane slog Horsens 1-0 i Alka Superligaen.

Det var dog ikke dommeren, der pegede på pletten ti minutter før tid, men derimod fjerdedommeren.

- Han stod 50 meter fra situationen, men dømte alligevel et straffespark. Hvis en fjerdedommer skal dømme et straffe, skal han være tusind procent sikker på, at der er straffe, siger Horsens-træner Bo Henriksen. 

Cheftræner Bo Henriksen måtte forlade banen, efter at han råbte efter fjerdedommeren. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Kendelsen blev afgørende for en kamp, der bød på masser af chancer i begge ender.

De to mandskaber leverede en underholdene dyst og havde tydeligvis masser af energi efter en lang vinterpause.

Også Horsens-forsvareren Martin Albrechtsen, der begik straffesparket, er frustreret over at fjerdedommeren fik indflydelse kampen.

- Jeg kan forstå, hvis det er dommeren, der dømmer det. Men jeg er i chok over, at det er fjerdedommeren. Ærgerligt, at kampen blev afgjort på sådan en tynd kendelse.

- Det er første gang, at jeg nogensinde har oplevet det, siger Martin Albrechtsen.

Læs også Straffespark og bortvisning i dramatisk østjysk lokalopgør

Bo Henriksen blev i situationen bortvist fra banen, efter at han råbte af fjerdedommeren. Om bortvisningen får et efterspil med karantæne, er endnu uvist.

Generelt var Bo Henriksen livlig gennem hele kampen, og diskuterede også heftigt med Silkeborg-træner Peter Sørensen.

- Vi var begge oppe at køre. Peter er et fantastisk menneske. Han svinede mig lidt til, og jeg svinede ham lidt til, sådan skal det være.

- Da vi kom i omklædningen bagefter, fik han en krammer, og jeg ønskede ham tillykke med sejren. 

De to cheftrænere - Bo Henriksen og Peter Sørensen - diskuterede heftigt under kampen. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Resultatet betyder, at Silkeborg rykker fobi Horsens og indtager syvendepladsen.

Begge hold har tre point op til Sønderjyske og slutspillet i Alka Superligaen.