AC Horsens kørt rundt i manegen af Vejle
Lokalopgøret mellem AC Horsens og VB endte ikke godt for østjyderne, der med et 0-3-nederlag tog skuffede hjem.
Vejle Boldklub tog fredag aften en særdeles komfortabel sejr, da de rødblusede slog AC Horsens på eget græs med 3-0.
Vejle var i store perioder af kampen det klart bedste hold, men hjemmeholdet måtte vente til anden halvleg, får der blev prikket hul på målbylden.
Læs også
Med sejren ånder vejlenserne nu de øvrige hold i nedrykningspulje 1 i nakken.
To point skiller Vejle på fjerdepladsen fra Sønderjyske. Vejle var inden nedrykningsspillet otte point efter netop Sønderjyske, der dog har en kamp i hånden. Horsens er nummer to i puljen – fem point foran Vejle.
Serhiy Hryn var tæt på at bringe hjemmeholdet foran efter fem minutter, men kantspillerens forsøg blev blokeret.
Vejle havde svært ved at spille sig til de helt åbne målchancer i første halvleg, og heller ikke Serhiy Hryns forsøg otte minutter før pausen voldte Matej Delac problemer i Horsens-målet.
Trods det klare overtag til hjemmeholdet var Kasper Junker alligevel tæt på at score for Horsens kort før pausen. Hans hovedstød tog overliggeren.
Reddede på stregen
Ganske få sekunder inde i anden halvleg vågnede Horsens op for en stund. Sammy Skytte misbrugte en kæmpe chance tæt under mål.
I stedet kom Vejle ganske fortjent i front efter 52 minutter. Allan Sousa eksekverede usvigeligt sikkert fra straffesparkspletten, og det satte for alvor gang i Vejle.
Blot to minutter senere reddede Mikkel Qvist på stregen for Horsens, men efter 62 minutter gik den ikke for gæsterne.
Med en fremragende assist spillede Jacob Schoop brasilianske Sousa fri, og angriberen efterlod ingen tvivl.
Læs også
Horsens kom efter scoringen længere frem på banen, men lige lidt nyttede det. I stedet gjorde den tidligere Horsens-spiller Kjartan Finnbogason det til 3-0 med et kvarter igen.
De to hold mødes igen skærtorsdag i Horsens.
VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND's Kasper Skipper frygter, at AC Horsens kan rykke ud af Superligaen i denne sæson. Se seneste udgave af 'Skipperligaen Update' nedenfor: