Horsens IC vandt efter forlænget spilletid

Horsens IC lægger afstand til bunden i Basketligaen efter sejr over Næstved. Også sejr til Aabyhøj.

Den ordinære spilletid af kampen mellem Horsens og Næstved sluttede 90-90, og dermed skulle de to mandskaber ud i forlænget spilletid.

Her trak østjyderne det længste strå, og hjemmeholdet kunne således gå fra banen med en smal sejr på 105-104.

Rickey Claitt blev noteret for 30 point og blev dermed kampens topscorer for Horsens IC.

Trods sejren ligger Horsens stadig tredjesidst i Basketligaen. Med to ekstra point på kontoen er forspringet til bundholdene Amager og Aalborg dog blevet større.

Også Aabyhøj kunne i weekenden sætte to point på kontoen. Århusianerne vandt en sikker hjemmesejr på 75-58 over Sisu fra København.