Horsens IC trak sig sejrrigt ud af lokalopgør
Dagens basketbrag mellem Bakkens Bears og Horsens IC endte med en sejr til de gule fra Horsens, der vandt 92-81
Der var langt op til noget af en kamp mellem de eneste to ubesejrede mandskaber i Basketligaen, da aarhusianske Bakken Bears her til eftermiddag mødte Horsens IC i Jyske Bank Boxen i Herning. Og de mange fremmødte tilskuere blev ikke skuffet.
Føringerne skiftede mange gange undervejs, og efter første quarter var det Bakken Bears, som førte 27-22. Gennem anden periode kom Horsens ad flere omgange tilbage og bragte sig foran, men det var alligevel Bakken, som kunne gå til pause foran 55-48.
Afgjort i sidste periode
Tredje periode blev mindst lige så tæt og dramatisk som resten af opgøret. Derfor var det meget naturligt en yderst kneben føring, aarhusianerne havde med sig ind til de afgørende 10 min. 70-69 var stillingen, inden det hele skulle afgøres.
Her var Horsens IC stærkest, og fra omkring syv min. inde i det sidste quarter trak de gulblusede fra. Anført af en storspillende Gabriel Iffe Lundberg hev Horsens sejren på 92-81 hjem.
Topscorer for Bakken Bears var Michel Diouf med 20 point, mens Horsens ICs Gabriel Iffe Lundberg lavede 21 point som den højest scorende på sit hold.
Resultatet betyder, at Horsens IC nu er eneste mandskab i ligaen uden nederlag, og de indtager en suveræn førsteplads med 14 point. Bakken Bears befinder sig på andenpladsen med 10 point for én kamp mindre.
Se klip fra kampen øverst på siden