Horsens finder kommunal topchef i egne rækker

Peter Sinding Poulsen, der hidtil har været direktør i Horsens Kommune, træder et skridt op og bliver øverste chef i kommunen

Foto: Horsens Kommune

Horsens Byråd har på et møde tirsdag aften besluttet at ansætte den hidtidige direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune, Peter Sinding Poulsen, som ny kommunaldirektør.

Han afløser Niels Aalund, der har været kommunaldirektør i Horsens Kommune siden 2007 og som nu overgår til en stilling som udviklingsdirektør.

Den 43-årige Peter Sinding Poulsen tiltræder sit nye job med det samme.

- Horsens Kommune er og skal være et rigtigt godt sted at bo for alle borgere i alle dele af kommunen. I takt med at Horsens Kommune oplever en fantastisk positiv befolkningsudvikling, skal vi have udbygget dagtilbuds- og skolekapacitet samt etableret flere boliger til plejekrævende ældre, siger Peter Sinding Poulsen i en pressemeddelelse. 

Læs også Horsens skal på jagt efter ny kommunal-direktør

Borgmester Peter Sørensen (S) glæder sig til samarbejdet med Peter Sinding Poulsen.

- Med ansættelsen af Peter Sinding Poulsen får vi en kommunaldirektør, som kan sætte en ny samlende retning for hele organisationen, og som kan sikre, at der er fokus på vores velfærdsområder og hele ledelsessystemet, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer: 

- Horsens Kommunes organisation er gennem de seneste år blevet styrket i forhold til at håndtere og gennemføre de store projekter i byerne og på havnen. Nu har vi med ansættelsen af Peter Sinding Poulsen sikret os en topchef med bred erfaring fra stort set alle de store velfærdsområder – lige fra børneområdet, uddannelse og beskæftigelse til ældre, handicap og sundhed.

Peter Sinding Poulsen kom til Horsens Kommune fra en stilling som ældre- og handicapchef i Skanderborg Kommune for cirka fem år siden.

Han bor i Ry med hustru og to teenagedøtre.