Horsens-duo knækkede AGF
AC Horsens vandt østjysk lokalopgør
Selv om Alexander Juel Andersen og Lasse Kryger spiller i hver sin side på Horsens' superligamandskab, fejler kemien mellem dem tilsyneladende intet.
De to spillere viste to gange i fredagens opgør mod AGF, at de har en fin indbyrdes forståelse, da de på skift scorede og lagde op til et mål i 2-0-sejren på hjemmebane.
Først var det Alexander Juel Andersen, der via stolpen sendte Lasse Krygers tværpasning i mål efter en halv times spil. Kort efter pausen blev rollerne byttet om, da Kryger headede et indlæg fra Andersen i kassen.
Det var nok til at slå AGF, der ellers havde sine muligheder for at score, men Horsens' målmand Frederik Rønnow stod i vejen hver gang.
Aron Jóhansson fik en friløber
Både, da Edafe Egbedi efter bare to minutter havde et nærgående hovedstødsforsøg, og da Casper Sloth kort før pausen forsøgte at passere den unge Horsens-keeper med en skruebold fra venstre side af straffesparkfeltet.
Men i allerhøjeste grad også, da den indskiftede superligatopscorer Aron Jóhansson fik en friløber og blot skulle passere Rønnow for at bringe AGF tilbage i kampen efter en times spil.
Ud over Johansson sendte AGF-træner Peter Sørensen også ekslandsholdsspilleren Søren Larsen på banen mod slutningen i et forsøg på at fremtvinge en reducering.
Devderiani trak en udvisning
Men på trods af pænt AGF-overtag kom gæsterne ikke tættere på. Det blev heller ikke nemmere af, at en frustreret David Devderiani trak en udvisning, da han skubbede Steffen Kielstrup omkuld efter at være blevet fældet.
Nederlaget var det tredje i træk for AGF, hvis man tæller pokalkampen mod Lyngby med.
Sejren betyder, at Horsens nu har 23 point og rykker op på sjettepladsen i ligaen, to point efter AGF på fjerdepladsen.