Horsens dropper naiviteten og fokuserer på defensiven

AC Horsens fokuserer igen på forsvarsspillet, hvilket viste sig fra sin bedste side i søndagens 1-0 sejr

Mohammed Kudus (39) fra FC Nordsjælland og Peter Nymann (11) fra AC Horsens under superligakampen mellem FC Nordsjælland og AC Horsens på Right To Dream Park i Farum, søndag den 26. august 2018. Foto: Tariq Mikkel Khan - Ritzau Scanpix

AC Horsens vandt søndag holdets blot anden kamp i denne sæson, da holdet vandt 1-0 ude mod FC Nordsjælland. 

Resultatet betyder, at Horsens har holdt nullet i de seneste to kampe, efter at holdet havde indkasseret mål i over 20 af de foregående kampe.

- Vi har måttet erkende, at vi skulle tilbage til de ting, vi er gode til. Det er vores base, og vi har spillet mange gode kampe, men vi har været en smule naive, siger Horsens-træner Bo Henriksen.

Læs også Horsens besejrer FCN i modsætningernes kamp

- Nu er vi tilbage til det, vi er bedst til. Det er at forsvare os godt og være taktisk kloge. Det er i sidste ende en del af fodbolden. 

Og defensiven fungerede upåklageligt i søndagens sejr over FCN. Med et lavt udgangspunkt afviste Horsens-defensiven alle angreb fra de mindre og hurtige FCN-spillere. 

Det var Horsens' første sejr i Farum siden marts 2009. Bo Henriksen holder dog begge ben på jorden. 

Nu er vi tilbage til det, vi er bedst til.

Bo Henriksen, Horsens-træner

- Vi ved, hvad vi skal. Vi har ikke storhedsvanvid eller fine fornemmelser. Vi skal være dygtige ud fra de spillere, vi har. I dag viste vi i perioder også, at vi kan spille fodbold.

- Vi er på den rette vej, og vi har fundet en grundstamme for, hvordan vi vinder fodboldkampe ved kun at scoret et enkelt mål, siger Bo Henriksen. 

Matchvinder Mikkel Qvist fra AC Horsens takkerde medrejsende fans efter sejren over FC Nordsjælland. Foto: Tariq Mikkel Khan - Ritzau Scanpix

Kan ikke købe en topangriber

Mikkel Qvist blev i sejren mod FCN brugt som angriber, og det var Qvist, der efter 37 minutters spil flot headede Horsens i front. Han fremhæver også vigtigheden af, at spillerne skal kende deres roller. 

- Vi må bruge det, vi har. Vi er ikke FCK, der kan gå ud og købe en topangriber. Det var det, der gjorde os gode sidste år. Folk får en opgave, og så udfører man den opgave, så godt man kan.

- Alle på holdet er også indforstået med, at hvis vi gør det godt som hold, så fremstår vi også bedre individuelt. Det fede ved at være her er så, at man kan komme videre til større klubber, siger Mikkel Qvist. 

Med sejren er Horsens på syvendepladsen i Superligaen med ni point for syv kampe. Holdet spiller igen på fredag på hjemmebane mod Vejle.