Horsens-direktør om top-6: En stor dag for hele klubben

AC Horsens-direktør Kristian Nielsen kalder pladsen i mesterskabsspillet for en stor bedrift for hele klubben

De medrejsende fans kunne søndag glæde sig over, at AC Horsens nu skal spille med om medaljer. Foto: Tariq Mikkel Khan - Ritzau Scanpix

Horsens-spillerne jublede med deres fans efter søndagens udekamp i Lyngby. Foto: Tariq Mikkel Khan - Ritzau Scanpix

Under hjemmekampene i slutspillet forventer Horsens-direktør Kristian Nielsen flere tilskuere på tribunerne end normalt. Arkivfoto.

1 af 3

AC Horsens sikrede sig søndag sjettepladsen i Superligaen, da holdet spillede 1-1 ude mod Lyngby.

Dermed skal holdet i resten af foråret spille i mesterskabsspillet, hvor holdet skal dyste mod klubber som Brøndby, FC Midtjylland og FC København.

Horsens-direktør Kristian Nielsen kalder pladsen blandt de seks bedste hold for en stor bedrift.

Læs også Horsens snupper eftertragtet plads i top-6

- Det er en stor dag for hele klubben. Det er fantastisk, siger Kristian Nielsen.

Vores sæsonmål er indfriet allerede, men det betyder ikke, at sæsonen er slut.

Kristian Nielsen, direktør, AC Horsens

- Det betyder utroligt meget, for det giver os ro. Vi ved allerede 18. marts, at vi skal spille i Superligaen i næste sæson. Det fandt vi først ud af 4. juni i sidste sæson, så det er noget af en kontrast.

Horsens ligger nummer seks i mesterskabsspillet med et enkelt point op til AaB og ni point op til FC København på fjerdepladsen. 

Kristian Nielsen understreger, at Horsens ikke stiller sig tilfreds med bare at være med i det fine selskab.

- Vores sæsonmål er indfriet allerede, men det betyder ikke, at sæsonen er slut, og vi er ikke bare i mesterskabsspillet for at være turister, siger direktøren.

- Vi er tæt på AaB, og vi har spillet lige op med FC København to gange i sæsonen, så alt er muligt.

Uden at spille prangende lykkedes det søndag for Horsens at spille 1-1 mod Lyngby. Resultatet betyder, at østjyderne slutter i top-6. Foto: Tariq Mikkel Khan - Ritzau Scanpix

Hvad betyder det rent økonomisk for jer, at I slutter blandt de seks bedste hold?

- Det er svært at svare på. Der er nogle tv-penge, som uddeles efter placeringer, og som derfor bliver højere af, at vi er i top-6.

- Samtidig har vi en tro på, at vores hjemmekampe mod Brøndby, FCK og så videre giver nogle flere folk på lægterne, så det er selvfølgelig positivt, siger direktøren.

Horsens kan se fremad

Flere Horsens-spillere har kontraktudløb efter denne sæson, og at klubben allerede har sikret sig en ny sæson i Superligaen nu, har betydning for forhandlingerne.

Horsens-træner Bo Henriksen er glad for, at han allerede nu ved, at man også er et superligahold i næste sæson. 

- Vi står i en situation, hvor vi faktisk kan se fremad. Det vil være fedt med noget kontinuitet i holdet, og der er rigtig mange snakke, som vi skal have med spillerne i forhold til kontraktforlængelser.

- Det hjælper i hvert fald min søvn i sommeren, at jeg forhåbentlig ikke igen står uden en målmand ni dage før sæsonstart.

- Det gør min sommer mere behagelig, men om vi bliver dygtigere af det, må tiden vise, siger træneren.

LYNGBY - AC HORSENS 1-1 (0-0)

1-0 Herolind Shala (70.)
1-1 Kjartan Finnbogason (84.)

Tilskuere: 2.105