Horsens deler med Esbjerg i Lars Olsen-comeback

Lars Olsen fik fredag sit første point som Esbjerg-træner, da holdet spillede 1-1 på hjemmebane mod Horsens.

Esbjergs Rodolph Austin i duel med Jannik Pohl fra AC Horsens. Foto: John Randeris - Ritzau Scanpix

Lars Olsen fik den bedst tænkelige start på trænerlivet hos Esbjerg, da angriberen Yuri Yakovenko efter to minutter bragte hjemmeholdet foran mod AC Horsens i Superligaen.

Men kort før pausen udlignede Louka Prip for Horsens, og da der ikke blev scoret yderligere, endte opgøret uafgjort 1-1.

Læs også Horsens giver 43-årig målmand comeback i superligatrup

Både Horsens-angriber Jannik Pohl og Esbjerg-angriber Adrian Petre havde store muligheder for at sikre deres hold sejren.

Efter kampen ligger Esbjerg på 13.-pladsen med ti point, mens Horsens ligger på 11.-pladsen med 15 point.

Esbjerg kom bedst fra start, da holdet scorede i kampens første angreb.

Midtbanespillerne Mathias Kristensen og Joni Kauko kombinerede sig igennem Horsens forsvar, inden Kauko spillede bolden fladt ind foran målet, hvor Yakovenko gled den i nettet.

Horsens-spillerne jubler efter udligningen til 1-1. Foto: John Randeris - Ritzau Scanpix

Tæt på en udligning

Herefter tog Horsens initiativet, men først efter en halv time kom holdet tæt på en udligning.

Først måtte Esbjergs back Daniel Anyembe redde Ayo Simon Okosuns skud fra at gå i nettet, og kort efter strøg Jonas Thorsens indlæg gennem feltet og ramte stolpen.

Fem minutter før pausen faldt udligningen så, da Louka Prip drejede rundt om sig selv på kanten af feltet og sendte bolden over i det lange målhjørne.

Horsens kom bedst ud efter pausen og var hurtigt tæt på at tage føringen, da Jannik Pohl fra tæt hold headede lige på Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg.

I jagten på sejren kom Esbjerg længere frem på banen, og med 20 minutter tilbage blev Adrian Petre spillet fri i feltet, men selv om han var tæt på mål, brændte han

Med fem minutter tilbage fik Kauko en god chance, men han kunne ikke prikke bolden i mål, og dermed måtte Lars Olsen nøjes med det ene point.

VIDEO: Hvordan scouter en superligaklub de helt rigtige spillere? Få svaret i videoen nedenfor:

Sådan scouter en Superliga klub | Randers FC | Skipperligaen