Horsens-back tilbage til FCK

Mads Aaquist får ikke lejekontrakt forlænget

Foto: Lars Reese Photography

For lidt spilletid på banen sætter nu en stopper for Mads Aaquists tid i AC Horsens.

Mads Aaquist kom til Horsens på en lejekontrakt i sommeren 2014, som skulle gælde for en enkelt sæson. Dette bliver dog ikke tilfældet.

Både AC Horsens og Mads Aaquist er nublevet enige om at ophæve aftalen og dermed sende den unge back tilbage til FC København.

AC Horsens' cheftræner Bo Henriksen fortæller til klubbens hjemmeside, at han overordnet set har været glad for at have Mads Aaquist i truppen:

- Aaquist har gjort det ganske fint i efteråret, men målet for både klubberne og spilleren var, at Aaquist skulle ud og have noget mere spilletid. Det har Mads desværre ikke kunnet tilkæmpe sig i AC Horsens, men Mads har leveret et fint indtryk på banen, og er gledet rigtig godt ind i truppen udenfor banen, hvor Mads har repræsenteret de værdier vi gerne vil have i vores trup. Så vi ønsker Mads Aaquist alt mulig held og lykke fremover, siger Bo Henriksen.

Mads Aaquist nåede at spille en enkelt kamp for FC København, inden han blev lejet ud til AC Horsens.