Horsens-anfører: Fuldt fortjent
Niels Lodberg fra AC Horsens var lykkelig over 2-1-sejren over OB
Horsens fik en flot 2-1-sejr over sølvkandidaterne fra OB i holdenes forårspremiere i Superligaen.
Anfører Niels Lodberg gik forrest for sit hold med godt spil og den udlignende scoring til 1-1 på straffespark kort før halvlegspausen. Og sejren var fuldt fortjent, mener Niels Lodberg.
- Vi var simpelthen bedre end OB i dag. Vi føler, vi har godt styr på dem gennem det meste af kampen, og vi har hele tiden tro på det, selvom vi kommer bagud, siger Horsens-anføreren og tilføjer:
- At vi kommer tilbage efter at være bagud viser jo flot moral. Det er en drømmestart for os og fantastisk efter tre måneders hårdt arbejde i opstartsfasen, siger Niels Lodberg.
Træner: Fortjent sejr
Også Horsens-træner Johnny Mølby mener, at sejren var fortjent.
- Vi havde jo fuldstændig styr på dem. Helt fra starten af. Vi løb simpelthen flere meter end dem og var hurtigere i både tanker og handling, siger cheftræneren.
Med sejren tager Horsens et vigtigt skridt væk fra den tætte nedrykningsstrid.
- Det er fantastisk for os at få sådan en start på foråret. Nu har vi ti point ned til nedrykningsstregen, siger Johnny Mølby.