Hooligan på fri fod - i fire timer
En 22-årig var på fri fod i blot fire timer, før han igen blev præventivt arresteret forud for kampen AaB-AGF.
Natten til torsdag blev en 22-årig mand fra Hinnerup anholdt for at have overfaldet en kontrollør under en fodboldkamp mellem Aarhus Fremad og Vejle.
Torsdag blev manden så løsladt efter endt retsmøde. Og så tog han til Aalborg, hvor der var superligaopgør mellem AaB og AGF. Her blev han arresteret præventivt, da han var en del af en gruppe på nitten mand, der spredte utryghed i byens gader.
Idet manden er blevet præventivt arresteret, vil der ikke løbe yderligere ting på listen over ting, som politiet sigter ham for.
Ifølge JP.dk er den 22-årige medlem af hooligan-gruppen White Pride.
Manden har fredag eftermiddag igen været en tur forbi en dommer. Denne gang skal han blive i fængsel. Foreløbigt er han varetægtsfængslet frem til den 5. juni.