Høns - de nye skraldemænd?
Grønt affald ender i hønsegården
Der er ingen grund til, at kartoffelskrællerne og æbleskroget ender på forbrændingen, når det kan ædes i hønsegården.
Nogenlunde sådan er idéen bag et nyt projekt, der skal være med til at løse nogle af affaldsproblemerne på Samsø.
Danmarks Naturfredningsforening på Samsø er sammen med nogle lokale ildsjæle gået sammen om at oprette hønsegårde.
Det er meningen, at hønsene skal spise det grønne affald, der indtil nu ryger direkte til forbrænding, siger iværksætter Birgit Holmboe:
Se: Fortsat buræg i Føtex og Bilka
- Hønsene skal spise det grønne affald i stedet for, at man køber foder til dem. Det er noget, som høns gjorde tidligere, men man er kommet fra det, forklarer hun til DR Østjylland.
Et demonstrationsprojekt begyndte tidligere på måneden. Ideen er at flere husejere går sammen om en hønsegård.
Birgit Holmboe siger, at initiativtagerne håber, at i løbet af næste år er 60 procent af husstandene på Samsø med i projektet.
Hønseprojektet har fået støtte fra Miljøministeriet.