Holst sikrer Silkeborg-sejr

To mål af Holst sender Silkeborg forbi AGF

Christian Holst sørgede for en scoring i hver halvleg, da Silkeborg og AGF i dag tørnede sammen i slaget om østjylland. En kamp Silkeborg vandt 2-1.

Kampen om de europæiske pladser var intens, men det var Christian Holst, der blev dagens mand. Med sine to scoringer sørgede han for, at Silkeborg passerede AGF i tabellen og nu indtager Superligaens femteplads. 

Christian Holst scorede ikke bare målene, men var sammen med ligeledes hårdtarbejdende Henrik "Tømrer" Pedersen blandt Silkeborgs bedste.

Berg offside
Efter 39 minutter sendte Søren Berg bolden i nettet, efter at han fik foden på en kikset Søren Larsen-afslutning, der var på vej forbi mål. Men Søren Berg blev dømt, hvad der fra pressepladserne lignede en tvivlsom offside.

Det gjorde Christian Holst til gengæld ikke tre minutter senere i den modsatte ende, da han også befandt sig på kanten af offside. Kasper Risgaard kiksede en flugter, som røg hen for foden af Holst, der problemfrit kunne bringe Silkeborg foran 1-0.

AGF kom ud med mere energi fra anden halvlegs start, men den gejst blev i første omgang punkteret efter 56 minutter, da Christian Holst scorede igen.

Aarhusianerne forsøgte at vende opgøret med indskiftninger af rutinerede kræfter i form af Peter Graulund og Martin Jørgensen.

Missionen lykkedes delvist med Graulunds 1-2-reducering få minutter før tid, men trods en hektisk slutfase var det for lidt og for sent for AGF.