Holst fortsætter i Silkeborg
30-årig færing forlænger kontrakt
Selvom Christian Holst har rundet 30 år, vil han stadig være en vigtig fodboldspiller for Silkeborg et par år endnu, vurderer klubben. Det har færingen i hvert fald fået papir på.
Superligaklubben har forlænget aftalen med offensivspilleren, så den løber til sommeren 2014.
- Jeg er glad for at skulle fortsætte i Silkeborg, og jeg synes, det er fedt at være en del af det hold, vi har.
- Og så har jeg selvfølgelig altid en personlig ambition om at score flere mål, spille flotte kampe og lave lækre og sjove ting, siger Christian Holst i en pressemeddelelse.
Har scoret 34 mål
Færingen kom til Silkeborg fra Lyngby i 2008. Han har scoret 34 mål i 110 kampe for den østjyske klub.
Træner Troels Bech glæder sig over kontraktforlængelsen.
- Christian er blevet en rigtig væsentlig spiller i vores måde at spille fodbold på med hans gode teknik, hans sans for timing og for at finde den plads, som modstanderne forsøger at begrænse.
- Og så er han jo en målfarlig herre at have gående - måske den mest scorende midtbanespiller i Danmark, siger Troels Bech.