Holst forlænger med Silkeborg IF

Thorbjørn Holst Rasmussen og Silkeborg IF enige om forlængelse

Silkeborg IF har forlænget kontrakten med Thorbjørn Holst Rasmussen med tre år, og samtidig bliver den erfarne forsvarsspiller ny anfører i klubben.

Det oplyser Silkeborg IF i en pressemeddelelse.

28-årige Thorbjørn Holst Rasmussen har spillet hele sin karriere i Silkeborg-klubben.

- Det giver god mening for mig, at der er tale om en relativt lang kontrakt. Jeg vil gerne være med til at bygge noget nyt op og være en del af Vision2018. SIF er en klub, der betyder meget for mig, og det at klubbens vision handler om at bygge det nye SIF op omkring spillere af egen avl, appellerer til mig. Jeg har selv været ungdomsspiller i SIF og er gået hele vejen op gennem rækkerne til A-truppen, siger Thorbjørn Holst Rasmussen.

Se: Glæde over sejr på hjemmebane

Han overtager dermed anførerbindet i 1. divisionsklubben fra Frank Hansen.

- Der er sket en ændring af min rolle på holdet gennem det seneste år. Jeg har tidligere været i tvivl, om det skulle være SIF og mig, men jeg har en rolle på holdet i dag, hvor jeg har mulighed for at præge tingene og trække dem i den rigtige retning. Jeg er ikke længere i tvivl. SIF har tilkendegivet, at klubben vil mig, og det gælder begge veje. Jeg brænder for SIF og den vision, der handler om at skabe et bæredygtigt Superliga-hold ved at satse på egne talenter, siger Thorbjørn Holst Rasmussen, der har spillet 168 kampe i den røde trøje.

Jesper Stüker, sportschef i Silkeborg IF, glæder sig over forlængelsen.

- Thorbjørn Holst er det bedste eksempel på det, vi gerne vil i SIF. Han bærer klubben i hjertet og møder op hver eneste dag til træning og viser al det, vi kan ønske os af format, overskud og vilje. Han er en ledestjerne for de unge talenter, vi udvikler, han brænder for vores Vision2018 med satsning på egen talentmasse, og jeg ser ham som et helt centralt omdrejningspunkt i udrulningen af vores vision. Han er en dygtig fodboldspiller med både lederegenskaber og store menneskelige kvaliteter, siger Jesper Stüker.

Silkeborg IF fik en god start på tilværelsen i 1. division, da holdet i weekenden slog FC Vestsjælland med 2-1.

Næste opgave for Thorbjørn Holst Rasmussen og co. er på søndag på udebane mod Vendsyssel FF.