Hollændere vilde med Gudenåen
Gudenåen ser ud til at blive et hit blandt de hollandske turister
Hollænderne er glade for aktive ferier ude i den friske natur, og det vil foreningen VisitGudenaa drage fordel af.
To af Hollands vigtigste turoperatører har netop besøgt områderne omkring Gudenåen som en del af en ny indsats på det hollandske marked.
- Hollænderne er glade for at campere, mange af dem er lystfiskere, og så går de meget op i aktiv ferie. De vil gerne cykle og vandre, og det er netop det, vi kan tilbyde, siger Anne-Mette Knattrup, der er formand for VisitGudenaa, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ønsker fysisk materiale
Derudover ligger Holland ikke længere væk, end det er nemt at køre til Østjylland på ferie.
De hollandske turoperatører fik i løbet af deres tre dages ophold besøgt attraktioner og overnatningssteder, og de fik en smagsprøve på, hvilke aktiviteter i naturen Gudenåen har at byde på.
- De har taget rigtig godt imod det, så vi har sendt paller af information til de hollandske rejsebureauer. De har bedt om fysisk materiale, og det havde vi heldigvis på lager, siger Anne-Mette Knattrup.
Hun påpeger, at turisterne fra Holland i højere grad lægger vægt på kataloger og den personlige kontakt til rejsebureauer, end vi kender herhjemmefra, hvor kontakten ofte foregår på internettet.
Øger promoveringen
Holland er blot et af fem lande, som VisitGudenaa, der er dannet af turismeorganisationerne i de syv Gudenå-kommuner, gerne vil promovere sig i.
- Vi har været i England, Tyskland, Norge og Sverige. Det kunne også være relevant med andre lande, men det er en stor mundfuld, og så vil vi hellere begrænse os og fokusere på et område, siger Anne-Mette Knattrup.
I bedste fald vil de hollandske turister begynde at strømme til Gudenåen til sommer, men ellers håber VisitGudenaa, at de vil se effekten af indsatsen i 2016.