Holdt mand indespærret
En 35-årig kvinde er sigtet for røveri mod en århusiansk mand, som var spærret inde i sin egen lejlighed i otte timer.
14. sep 2004, kl. 10:30
Mere end 30 dage gammel
Politiet i Århus har anholdt en 35-årig kvinde, der er mistænkt for sammen med tre andre personer at stå bag et voldsomt røveri i sidste måned.
En mandlig beboer blev i otte timer holdt fanget i sin lejlighed i Brabrand. Her udsatte de fire personer manden for vold, ligesom de på et tidspunkt stjal en mobiltelefon fra ham. Gerningsmændene er derfor både sigtet for vold, ulovlig frihedsberøvelse og røveri.
Den 35-årige kvinde bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag. De tre øvrige mistænkte er allerede blevet anholdt og varetægtsfængslet.