Højskole sætter nye standarder for handicappede

Med 53 millioner kroner i ryggen vil Egmont-højskolen i Hou sætte helt nye standarder for hjælp til bevægelseshæmmede.

Handicaphøjskolen Egmont i Hou ved Odder udvider. Med økonomisk støtte på 53 mio. kr. fra fonden Realdania vil skolen sætte helt nye standarder for hjælp til bevægelseshæmmede.

Projektet omfatter tilbygninger på ca. 3400 kvadratmeter med nye eksperimenterende former for indretning. Eleverne kan bl.a. se frem til et vandtræningsbassin med automatisk livredning og hæve-sænke-bund og en multifunktionel hal med rehabiliterings- og motionscenter.

Egmont opstod i 1956 som verdens formentlig første højskole for handicappede. Siden har den arbejdet konstant med at skabe lige udviklingsmuligheder for skolens elever.