Højreekstreme bag vold i Århus
Højreorienterede grupper går målrettet efter at overfalde udlændinge og venstreorienterede på åben gade.
I løbet af de seneste tre år er listen over blodige overfald og chikane mod venstre-orienterede unge og udlændinge blevet længere og længere. Ofrene er skræmte af frygten for at blive overfaldet igen.
Op gennem 90'erne blev den nynazistiske gruppe White Pride kendt for vold og slagsmål efter fodboldkampe og siden for at hærge og smadre værtshuse i Århus og andre byer.
En oversigt lavet af Århus Stiftstidende og TV 2 l ØSTJYLLAND viser, at nynazisterne i Århus-området i løbet af de seneste seks år har været indblandet i mindst 60 sager med vold, slagsmål, hærværk, trusler og ballade. Flere af dem er grove voldssager.
Oversigt over sager, som højreekstreme har været indblandet i i Århus:
12. december 2003
En gruppe nynazister overfalder voldeligt unge venstreorienterede i en ulovligt besat bunker i Graven.
12. december 2003
En nu 23-årig mand og hans kammerat bliver overfaldet og får tæsk på Strøget af en gruppe unge, som råber "røde svin" og "Danmark for danskerne".
28. december 2003
En 20-årig mand får tæsk af White Pride medlemmer på Fredens Torv, der bliver råbt "røde svin", og han bliver slået flere gange i ansigtet med en flaske.
8. februar 2004
En Gruppe nynazister skaber uro i nattelivet med aggressiv og truende adfærd i Mejlgade og Skolegade. Politiet forhindrer masse-slagsmål mellem White Pride og unge fra det autonome miljø.
20. marts 2004
Omkring 15 højreorienterede, bl.a. fra Århus, dukker op ved ungdomshuset i Fredericia, hvor de autonome holder fest. Der opstår tumult og politiet anholder 12 personer.
14. maj 2004
En dansker bliver truet med tæsk på Dansk Fronts hjemmeside.
29. maj 2004
White Pride folk kommer i slagsmål efter AGF-kamp, ni bliver anholdt, én for overfald på en betjent.
1. september 2004
I Århus Festuge må et sms-arrangement med kærlighedsord stoppes, da det bliver tæppebombet af nynazister med hadsk propaganda mod flygtninge og indvandrere.
3. september 2004
15-20 medlemmer af White Pride kommer i slagsmål med andre gæster på restaurant XL på Clemensbro. Da politiet ankommer er de forsvundet.
September 2004
Anders Johansen bliver overfaldet på Færgekroen af højre-ekstremister, han bliver slået bevidstløs og køres på hospitalet.
13. oktober 2004
Byrådskandidat for Enhedslisten, Peter Hegner Bonfils, bliver overfaldet i Vestergade og slået i ansigtet.
28. november 2004
Folk fra White Pride og fra det engelske Combat 18 overfalder en gruppe unge indvandrere i Klostergade. Politiet må tage hunde til hjælp for at stoppe volden. Otte White Pride-tilhængere bliver anholdt og sigtet for vold.
28. januar 2005
Slagsmål på Fredens Torv mellem en gruppe danske unge og en gruppe udenlandske unge. Politiet tilkaldes og anholder tre af de danske unge.
29. januar 2005
En indvandrervenlig dansker i Hinnerup bliver udsat for hærværk, der males hagekors og skrives "fuck perkere" på mandens carport og bil. På Dansk Fronts hjemmeside roses chikanen af indvandrere og deres støtter i Hinnerup.
5. marts 2005
Brandbombe smides mod den kendte venstrefløjs-aktivist Søren Plums hjem i Hjortshøj.
25. april 2005:
To bannere med teksten "Danmark for danskere" og "www.danskfront.dk - også for kvinder" hænges op på en jernbanebro.
1. maj 2005
10-12 højre-ekstremister truer unge deltagere ved 1. maj mødet i Tangkrogen.
Juni 2005
Janus Hvid fra Rød Ungdom bliver overfaldet og slået ved 7-Eleven på Banegårdspladsen.
23. juli 2005
En 24-årig studerende fra Etiopien bliver overfaldet og gennembanket i Guldsmedegade. Fire unge danskere bliver anholdt og sigtet for vold, flere har tilknytning til White Pride.
28. november 2005
Tre personer fra White Pride knuser ruder i Casino Bar i Skolegade, da de nægtes adgang.
29. november 2005
10-15 personer fra kredsen omkring Dansk Front stormer Café Oscar i Mejlgade. Byrådskandidat Hans Jørgen Vad fra Enhedslisten bliver kvæstet.
3. december 2005
Nyt angreb på på Café Oscar. Butiksruden og døren bliver knust af 10-12 personer med tilknytning til White Pride, som forsøger at trænge ind til Rød Ungdoms julefrokost.
6. januar 2006
En 19-årig mand bliver slået ned i Jægergårdsgade af 4-5 yngre kronragede mænd, som råber: "De røde skal ud af byen" og "sieg heil".
14. februar 2006
En 21-årig mand bliver antastet og chikaneret på banegården efter at have siddet i en biograf iført t-shirt med teksten: "Anti Fascistisk Aktion".
I perioden er der desuden gentagne gange blevet knust ruder hos Café Oscar, Enhedslisten og Spartakus Bogcafé.