Højere skatter i Favrskov
Et flertal af partierne i byrådet i Favrskov har besluttet, at skatten skal sættes op i kommunen næste år.
Et hul på 50 millioner kroner om året.
Det er dette tal på bundlinjen, der har skabt enighed i byrådssalen i Favrskov om at hæve skatten.
Skatteprocenten skal op med 0,35 procent, og grundskylden bliver hævet med 2,0 promille. Samtidig bliver gebyret for at godkende byggerier, i følge P4 Østjylland, fordoblet.
Borgmester Anders G. Christensen (V) slår i kølvandet af udmeldingen på, at borgerne til gengæld slipper for besparelser på serviceniveauet.
- Men det har ikke været let for en venstremand som mig at arbejde med en skattestigning, men for at få det til at hænge sammen, så har vi været nødt til at finde ud af, hvordan vi håndtere den ubalance, vi har i vores økonomi, siger han.
Beregningerne, som danner grundlaget for byrådets beslutning, viser, at der ville være et hul på 50 millioner kroner om året, hvis ikke skatten og grundskylden hæves.
Fremover bliver kommuneskatten på 25,2 procent.