Højbjergmordet - 40 år efter
TV 2 | ØSTJYLLAND går i den kommende måned tæt på en af danmarkshistoriens største kriminalgåder. På tv og på nettet.
Den 10. november 1967 ringer det på døren i det fashionable hjem på adressen Hestehavevej 2B i Højbjerg ved Århus.
Husets frue, Marie Lock-Hansen, åbner døren og inviterer manden indenfor. De krydser hall'en og går ind på kontoret. Da manden forlader kontoret ligger den 43-årige forstadsfrue i en blodpøl - ramt af tre skud.
Meget er sagt og skrevet om Højbjerg-mordet siden den skæbnesvangre formiddag for snart 40 år siden. Og næsten 20.000 personer er blevet afhørt af politiet. Alligevel er gerningsmanden stadig på fri fod - hvis han stadig lever.
I den kommende måned går TV 2 | ØSTJYLLAND tæt på Højbjerg-mordet, som har udviklet sig til en af danmarkshistoriens største kriminalgåder. I en række tv-indslag fremlægger vi materiale, der aldrig tidligere har været kendt i offentlighed. Første indslag bringes søndag 4. november.
Også her på hjemmesiden går vi tæt på det mystiske mord. I et særligt tema om drabet kan du bl.a. se tv-indslag, læse gamle avisartikler og få et kig indenfor i huset på det tidspunkt, mordet fandt sted.