Højbjerg-bordel er lukket

Beboerne på Albert Naurs Vej ånder lettet op

Efter 81 beboerklager og meget medieomtale er bordellet "Gentlemens House" på Albert Naurs Vej 29 i Højbjerg blevet lukket, skriver Århus Stiftstidende.

Bordellet havde ellers haft besøg af bygningsinspektoratet, som fandt, at alle papirer var i orden, og da det er lovligt at drive bordel i Danmark, kunne butikken i første omgang fortsætte.

Bordellet åbnede i august, og beboerne følte sig snart chikaneret og truet af bagmændene, og flere gange gik sexkunder forkert og ringede på hos naboerne.

Nu er det hele væk og annonceringen stoppet. En flyttebil har hentet inventaret, og ejeren har udbudt villaen til nye lejere.