Højaktuelt møde efter terror
Debataften i Gellerup skal finde løsninger på, hvordan radikalisering kan forebygges og bekæmpes
Efter terrorangrebet i København lørdag, hvor to mennesker og en formodet gerningsmand har mistet livet, og flere er blevet såret af skud, er mandagen debatmøde i Gellerup om radikalisering nu højaktuelt.
Det er Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), forsvarsminister Nicolai Wammen (S), Østjyllands Politi og professor Preben Bertelsen fra Aarhus Universitet, der mandag aften vil diskutere, hvordan radikalisering kan forebygges og bekæmpes.
Debatmødet foregår kl. 19 - 21 på Gellerup bibliotek, og aftenen vil blandt andet åbne op for debat med områdets beboere.
Se: Politiet til stede under debatmøde
- Vi står overfor en problemstilling, der vedrører hele verden. I den situation kan vi ikke bare se passivt til, men må handle for at konfrontere de radikaliserede kræfter, styrke demokratiet og sikre vores tryghed og sikkerhed. Med Aarhus-modellen har vi vist, at en tydelig markering af værdier, tæt opfølgning og retslig konsekvens har en effekt, men vi er nødt til at stå sammen om at løfte opgaven. Vi har alle sammen et ansvar for, at vi kan lykkes, skriver borgmester Jacob Bundsgaard i invitationen til debatmødet.
Det var fremkomsten af terrororganisationen IS, udtalelserne fra Grimhøj-moskéen og angrebet på Charlie Hebdo, der fik parterne til at stable debataftenen på benene. Nu har de med terrorangrebet i København fået endnu en god grund til at bremse radikalisering.
Mødet, der bliver afholdt på Gudrunsvej 78 mandag aften, er åbent for alle.