Høj fart bag trafikulykke

Tre døde og en hårdt kvæstet

Foto: Per Frank Paulsen. Foto: TV2/Nord

Søndag eftermiddag omkom tre personer fra aarhusområdet i en trafikulykke i Hjørring, mens en fireårig pige stadig kæmper for sit liv.

- Hendes tilstand er stadig kritisk. Hun er alvorlig kvæstet med hovedtraumer, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi til bt.dk mandag morgen.

Den fire-årige pige mistede ved ulykken sin 24-årige mor, 58-årige farmor og syv måneder gamle lillebror i den tragiske ulykke.

Ulykken skal nu undersøges nærmere af en bilinspektør, men på nuværende tidspunkt tyder det på, at den 75-årige mand, der kom kørende i bilen bagfra, havde for meget fart på.

- Vi har nogle vidneudsagn, der tyder på, at han måske har kørt for stærkt, men det skal vi nu se om bilinspektøren kan bekræfte, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi til bt.dk.