Høj fart årsag til dødsulykke

For høj fart er sandsynligvis årsag til, at to unge mænd i aftes blev dræbt på motorvejen ved Århus.

To unge mænd, der i aftes blev dræbt i en soloulykke ved Århus, kørte formentligt alt for stærkt.

Ulykken skete klokken kvart i otte på motorvejen ud for Stavtrup.

Føreren af bilen blev sandsynligvis overrasket over en indfletning, hvor de to vognbaner indsnævres til en på grund af vejarbejde. Her er udlagt kunstige kantsten, som bilen ramte og røg op over. Derefter ramte bilen en meget stor sandbunke, hvorfra den blev slynget i vejret og rullede rundt flere gange.

Bilen endte i det modsatte spor, men ingen modkørende var impliceret i ulykken.

De to dræbte er en 28-årig mand fra Århus og en 19-årig mand fra Ikast. De pårørerende er underrettet.